Jeg ville eneligt ville jeg have begyndt på denne blog samme dag jeg blev far. Men jeg var sku for træt og tænkte faktisk også på alt muligt andet den aften.
Mange af tankerne gik på den lille kød klump der forgreb sig mine kones bryster. Resten af mine tanker gik i retning af min fremtidige natte søvn som langsomt for svandt ud i horisonten. For når kød klumpen ikke var i gang med at bide mine kones brystvorter til blods så trænede den sine lunger… som den søde jord mor så pænt sagde det.
Mange af mine venner har børn og i min omgangs kreds er der faktisk en del unger efter hånden. Mange af dem er søde og rare, nogle af dem er irriterende.. De irriterendes børn’s forældre er også irriterende. Altså ikke som mennesker, men måden de er forældre på.
Det sidste par år har jeg med alle mine spion kundskaber luret på forældre i gang med at være forældre. Jeg set dem pakke en taske der var stor nok til en forlænget weekend bare for at tage en tur i den lokale Netto. Jeg har set dem hive tupperware med specielt fremstillet mad op af inderlommen. Jeg har hørt deres telefon alarm ringe for at fortælle, at nu var det altså senge tid. Jeg har fået et afslag på invitationer til middags selskaber for de fik også barnet passet ugen før, og henvisningen til vores soveværelse som barnet da godt må låne bliver høfligt overhørt ”vi gør det en anden dag”… Helt sikkert.
Jeg kunne blive ved. Jeg har kommenteret dette. ”Så svært kan det sku ikke være” har jeg vovet – når konen var ude af syne. Hver gang er jeg blevet mødt med et suk og ”Bare vent”.
Nu behøver jeg ikke venter længer for onsdag aften ramte ”livet v2.0” mig med 130kmt.
Jeg vil her skrive om min oplevelser, forventninger, og ikke mindst erfaringer. Jeg vil være hudløst ærlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar